Om os

Vi hedder Adam, Jacob og Jacob, og vi gik forbi nummer 46 stort set hver weekend. Der var papir for ruden, og der skete ingenting bag den. Sådan stod det i et helt år, mens resten af gaden summede. På et tidspunkt begyndte vi at stå og pege ind gennem støvet: baren derovre, køkkenet bagved, et klaver i hjørnet. Til sidst ringede vi til lejeren, mest for at få det ud af hovedet. Der var ingen plan for stedet. Så lavede vi en.

Den 1. maj fik vi nøglerne. Tre venner fra Skanderborg, Ry og Silkeborg, der mødte hinanden på studiet, og som havde regnet grundigt på alt muligt undtagen det, der lå under gulvet.

Vi havde sat en måned af. Rydde op efter vandpibecaféen, der lå her før os, male væggene, hænge nogle lamper op og åbne hen over sommeren. Den plan holdt, indtil vi fik løftet det første gulvbræt. Træet nedenunder var råddent, og bag væggene skulle el og vvs laves om fra bunden. Vi kunne godt have lappet det og åbnet til tiden. Vi gjorde det stik modsatte og rev det hele ned, for skal vi først gøre det her, skal stedet også stå om ti år. Det tog tre måneder. Og syv eksamener, som vi læste til på skift, mens de andre borede.

Vi har aldrig været alene herinde. Der har været omkring 40 venner igennem med værktøj i hånden, en kok og et par håndværkere har brugt deres aftener på os, og naboerne i gaden er kommet ind for at høre, hvordan det gik, og gået igen med et telefonnummer, vi lige stod og manglede. Vi skylder rigtig mange pizzaer.

Nu står der mørkt træ, stål og de mure, vi selv har banket fri. Der er plads til 50 indenfor og omkring 30 på fortovet, når solen står ned gennem gaden. Den 21. august låste vi op, og nu håber vi, at I får lyst til at blive siddende lidt længere, end I havde tænkt. Vi ses i baren.